CSS3 Form Button Css3Menu.com

                                  


 




   



   
  
                            

Med Tage Franck som kilde kan du her på siderne læse om Gjern idrætsforenings historie:

Oprindelse

"Der hersker en del uenighed om, hvornår Gjern IF er grundlagt. I en lokalhistorisk bog står der:
"Gymnastikforeningen stiftet 1908 under Skanderborg Amts Skytte,-Gymnastik- og Idrætsforeninger".

Der findes en medlemsprotokol fra 1904 fra Gymnastikforeningen Gjern. På Idrætsforeningens fane, der blev kastet ned fra en flyvemaskine i 1961, står årstallet 1909. På et tidspunkt, måske helt fra ca. 1912 og op til 1948 har der eksisteret en Gjern Boldklub, så det er i det hele taget svært at fastslå, hvornår foreningen er stiftet. Men da et 50 års jubilæum nærmede sig, var den daværende bestyrelse nød tl at træffe en beslutning. Så der blev fejret 50 års jubilæum 1959. Men efterfølgende har en ny bestyrelse åbenbart besluttet at lægge sig fast på årstallet 1908, for i 1983 blev der holdt en stor flot 75-års jubilæumsfest, hvor 22 gamle klubformænd var til stede.

Den næste udfordring bliver at finde ud af, hvilket år der skal holdes 100 års jubilæum.

 Vi ved derimod med sikkerhed, at klubben skiftede navn til Gjern-Skannerup Gymnastikforening, G.S.G., den 24/11 1916 med bestyrelse og vedtægter og det hele.
Første formand var den allestedsnærværende sognerådsformand m.m. Niels P. Nielsen, Ellerup.

  

Fodbold på Højmarken i Lille Amerika, ca. 1912.

Læg mærke til "målet". Fire stænger sammensat

til at udgøre et fodboldmål.


G.S.G. tilbød ud over gymnastikken både folkedans og ringridning. Fra 1942 håndbold for både mænd og kvinder.

 

Gjern-Skannerup Gymnastikforeningspige og karlehold.

Vinteren 1959/60. Billede taget på Gjern Hotel.

 

Her er et spring taget af

en pressefotograf fra Aarhus Stiftstidende. Gymnastikken foregik på Gjern Hotel.

Billedet er af ukendt årstal. I baggrunden står Holger  Christensen.

 

 G.S.G havde i de første år gymnastikken og folkedans og ringridning på programmet. I 1942 kom håndbold for både mænd og kvinder, og endeligt fra 1947 kom også fodbold på programmet. Det førte i september 1948 til en sammenlægning af GSG og Gjern Boldklub. Samtidig blev Ungdomsforeningen en del af GSG.

I 1959 tilbød man badminton i Gjern Hotels festsal.

 Den 11/11 1970 vedtog generalforsamlingen at ændre klubbens navn til Gjern Idrætsforening, G.I.F."

Endeligt et klubhus

I de første mange år foregik aktiviteterne i Forsamlingshuset (Karl Flohrs hus på hjørnet af Søndergade og Amerikavej) Senere flyttede man til festsalen på Gjern Hotel, indtil den nye skole med gymnastiksal blev bygget i 1962.

Udendørs foregik boldspillet på ret tilfældige marker, indtil man fik lov til at bruge plænen i Borgerforeningens anlæg, der ellers blev brugt til sommerfester, folkemøder og politisk-religiøse stævner. I 1947 blev plænen i Borgerforenings anlæg rigtig anlagt og planeret. Det foregik ved, at mange frivillige med heste og vogne flyttede 1000m3 muldjord fra Teglværkets overjord og en lille kilometer væk til banen i Anlægget.

Omklædningen foregik i mange år i det fri bag buske og træer. Først i 1960´erne begyndte man at lægge planer om at bygge et klubhus. I 1964 havde man et projekt klar til en pris på ca. 40.000 kr. Man fik lovning på 5.000 kr. af tipsmidler og et lån i Gjern Sparekasse på 35.000 kr.


I projektet var indregnet, at arbejdet skulle udføres af frivillige, samt at alle materialer skulle leveres af lokale med stor rabat.


Men - problemerne meldte sig. Fredningsmyndighederne var betænkelige pga. for kort afstand til en fredet gravhøj.

 

Det frivillige arbejde gik ind imellem helt i stå, økonomien skrantede og bestyrelsen mistede pusten. Til sidst måtte man lade lønnede håndværkere gøre arbejdet færdigt.

Klubhusets indvielse 12. august 1967


I 1967 kunne man endelig holde indvielsesfest i det nye Klubhus. Hovedtaler var møbelhandler E. Bødskov Andersen, som havde en del af ansvaret for gennemførelse af byggeriet.

Allerede i 1971 havde klubben så store problemer med at klare afdragene, at byrådet i den nydannede Gjern Kommune måtte træde hjælpende til.

 

I 1988 blev klubhuset efter en brand restaureret og udvidet med 23 m2, ligesom banen blev udvidet til godkendte mål. Kommunen gav GIF skøde på hele Anlægget.

 Sportslige højdepunkter

Der er som nævnt blevet spillet fodbold i Gjern i mange år, men det er sikkert sket i lokale turneringer omkring Silkeborg. Vi ved, at fra 1961 deltog klubben i JBU´s fodboldturnering serie V, kreds 96.

Gjern putter 1966 - Træner Jeppe Nielsen

 I 1967 havde Gjern nok en af sine bedste sæsoner med et serie 5 hold og et stærkt serie 4 hold. Holdet blev trænet af en professionel træner, Alex Hansen fra Silkeborg, og holdet var fra en gangs skyld i toptræning. Holdet holdt sommerferie på førstepladsen, men oprykningen kiksede i efterårets sidste kampe.

 

Oprykningen til serie 3 lykkedes til gengæld i 1981/1982 under den kompetente træner Bjarne Johansen, 1. divisionsspiller fra Holbæks storhedstid. Holdet dengang bestod af bl.a. profiler som Preben Juul Andersen, Peter Kaihøj, Henning ”Urmager” Nielsen og det unge stortalent Per Munk Nielsen, der blev hentet i Resenbro UIF.

 

Det holdt dog kun en enkelt sæson, men i sæsonen 1991 var klubben igen oppe i serie 3 under træner Lars Sørensen. Det holdt også kun en sæson.

 

Ellers har GIF ret konstant ligget i serie 4 med et andethold i serie 5 eller 6.

 

I perioder op gennem 1990´erne har vi haft samarbejde med Fårvang (HFIF) om junior- og især ynglingehold, da det ofte kneb med at stille ordentlige hold. Disse hold klarede ofte sig flot.

Vi kan prale af, at den nuværende Milan- og landsholdspiller Martin Laursen har spillet på disse hold - men han er Fårvang-dreng.

 

GIF´s betydning for lokallivet i Gjern
I byens lokale liv har GIF spillet en vis rolle. Der har gennem alle årene været holdt baller og bankospil. Der har været tradition for en ugelang byfest omkring Skt. Hans med forskellig underholdning, bl.a. ringridning og diverse sportskampe.


I 1971 kom et nyt initiativ til. Man startede "Gjern Julemarked", et stort arrangement i samarbejde med Borgerforeningen.
Det foregik i og omkring en vognmands maskinhal. Der var juletræssalg, nisser, juleboder, musik og julegløgg m.m.
I de første år var det en kæmpesucces, hvor folk kom i busser fra Aarhus og Silkeborg. Lidt efter lidt ebbede interessen ud, men det fortsatte dog med at give et pænt overskud, indtil man sluttede helt i 1995.

I 1982 oprettede nogle kreative folk "GIF´s Støtteklub", som lige siden ved forskellige tiltag har samlet penge ind til klubbens arbejde.

Ligeledes deltog GIF meget aktivt i pengeindsamlingen, projekteringen og i den meget store indsats af frivillig arbejdskraft ved etableringen af det flotte Gjern Kultur- og Idrætscenter, som stod færdigt i 1997.

Med den nye sportshal og de øvrige facilliteter står Gjern Idrætsforening godt rustet til fremtiden.

 

 Ledere igennem tiden
Mange har lagt et kæmpearbejde i klubben gennem de snart 100 år.

Her skal nævnes en leder, Poul Raadal, bror til den kendte Gjern-maler Erik Raadal.
Poul var invalidepensionist, men op gennem 1960´erne og ind i 1970´erne var han omtrent lig med GIF.
Han var kampfordeler, trænede flere drengehold, var leder for begge seniorhold og overværede stort alle kampe, både ude- og hjemmekampe.

Af andre
Af andre markante ledere kan nævnes den mangeårige danske mester i kuglestød, Erik Fisker, der i 1980´erne gjorde et kæmpearbejde som drengetræner og klubformand.

Endelig skal nævnes tandlæge Jørgen Krog, der var formand fra 1974 og med små pauser frem til 1981, og aktiv på banen gennem snart 30 år.